Alene det, at så mange fans har længtes efter at se dem på scenen efter så mange år, burde næsten have været tilstrækkeligt pres på de tre herrer til at fremkalde en betydelig mængde nervøsitet på premiereaftenen – dertil kunne man så snildt lægge de tyve års pause fra scenen og forvente en vis mængde "rust" på det musikalske sammenspil. Men der var absolut ingen nervøsitet eller rust at bemærke, da tæppet gik og showet kunne begynde til de velkendte toner af sangen "Delidedo".

Tværtimod, DE NATTERGALE optræder i 2013 som om det blot var i fjor de sluttede deres sidste turné. De trestemmige harmonier klinger lige så smukt og velstemt som vi husker dem fra forrige århundrede, sammenspillet på scenen er perfekt og de mange velkendte numre fremføres med samme musikalitet som for tyve år siden.

Som det nyeste skud på misteltenen, har DE NATTERGALE fået følgeskab af den yndige "trommerinde", Anne Kirstine Winkler. En særdeles dygtig trommeslager, der ikke alene fungerer som en glimrende erstatning for den gamle rytmeboks, som var med på scenen for tyve år siden, Anne Kirstine Winkler er i det hele taget lige det musikalske selskab, de tre erfarne Nattergale har brug for.

Første afdeling af showet er viet til numre fra de mange plader, DE NATTERGALE udgav i perioden 1988-1995. En vældig tur gennem bagkataloget med sange som "En lille åndssvag melodi", "La' det lig'", "Uha, da-da", "Han spurgt' om hun vill' dans'", "Og mi' navn er Knud", "Conny", og – som optakt til hvad der venter efter pausen – "The Støvle Dance" efterfulgt af "It's hard to be a nissemand" i en mindre omskrivning, "Nu skal vi ud og tisse, mand". Numrene bindes elegant sammen af hyggesnak og anekdoter på typisk Nattergale-manér, og så er der selvfølgelig også plads til et par finurlige variationer her og der, fx afsluttes en gammel kending med en udvidet tur op' i æ Himmel og videre til "halbal i Valhal".

Efter pausen er det de gode gamle nisser Fritz, Hansi og Gynther, der fortsætter showet. Med sangene fra "The Julekalender" er vi nået til den mere uprøvede del af DE NATTERGALEs repertoire, for hovedparten af disse sange er aldrig før blevet fremført udenfor TV-apparatets fire vægge – men igen er der tale om velklingende sange, som de tre herrer mestrer at spille for publikum. Harmonierne og de engelsk/jyske tekster flyder ubesværet gennem salen, omend de tre nissefigurer ikke er helt så skarpe personskildringer som vi kender dem fra julekalenderen (den luddovne Fritz, den pligtopfyldende Gynther og Hansi med sit "why is it always me"-brok) – hvilket jo nok skyldes, at sangene her er taget ud af den historie, de oprindeligt er skrevet til. Men vi får da lige et glimt af Hansis gode gamle hjertekvaler, da han pålægger Anne Kirstine Winkler at klæde sig ud som "the kartoffelwoman" for at han kan synge sin kærlighedsballade, "Will She Mon Wait For Me" til hende.

Og apropos kartoffelwoman – så skal vi naturligvis ikke snydes for Danmarks kartoffelavlerpar nr. et: Gertrud og Oluf Sand kommer selvfølgelig på besøg, denne gang som musikalsk indslag kombineret med nye historier fra deres dagligdag (fortalt af Gertrud, selvfølgelig). Her savnes imidlertid noget; indslaget med Oluf og Gertrud som diverterende musikanter synes en kende for påtaget, det virker ikke overbevisende og man savner en mere jordnær dialog mellem de to kartoffelavlere. Selvom Gertrud Sand er både kendt og elsket for sine lange monologer, kunne man godt have ønsket sig en mere reel konflikt i indslaget end at Oluf står det forkerte sted og skal huskes på, hvilke akkorder "De Kære Minder" skal spilles i. Men når det så er sagt, er det stadig til smil på læben og stor gensynsglæde, at vi får lov at opleve hr. og fru Sand på scenen. Sidst men ikke mindst træder nåså'eren Benny også ind på scenen, i sin velkendte grå habit og med øjne så store som for 20 år siden. Han fyrer op under sangen "The Knokkel Pukkel Man", og selvom den oprindelig er skrevet til nissernes univers, er den aggresive Benny en glimrende figur til at fremføre dette rocknummer.

Alt i alt, så er DE NATTERGALE vendt tilbage i topform. For en superfan er det tæt på ren magi at genopleve dem i levende live, og for det mere almene publikum er det en sand fornøjelse. Selv med de mange års adskillelse, er det tydeligt at DE NATTERGALE hurtigt føler sig velkomne hos deres publikum, og de behøver ikke bevise, at de stadig kan. De hviler i sig selv og optræder med den velkendte ro, humor og underfundighed, som vi har grinet af og nydt så mange gange før. Showet afsluttes med hele tre ekstranumre, heriblandt hittet "Folmers Polterabend" – så som slutsalut herfra kan jeg meget passende skrive:

HOLD DA KÆFT, HVOR VAR'ET SJOV', VI SKREG AF GRIN!